Hedegaard om den billige ytringsfrihed

december 9, 2006

JP har heldigvis et debatindlæg af Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard. Det rammer glimrende temaet om “bekvem og salgbar ytringsfrihed”. Et citat fra artiklen:

Den avis, der sammen med et kobbel “kulturpersonligheder” gør alt, hvad der står i dens magt, for at få politiske modstandere dømt for deres meningers skyld. Det skal nemlig være forbudt at sige bestemte ting om islam og muslimer.

Jo, det er et imponerende kompagni, der nu er trådt an til forsvar for ytringsfriheden. Ih, hvor vi gungrer. Men vi gungrer altså kun, når vi har med venligtsindede og aldeles fredelige magter såsom den danske stat at gøre. Gælder det ytringsfrihedens egentlige fjender, som ikke betænker sig et sekund på at skære halsen over på deres modstandere eller smide med bomber, er vi stille som mus.

Men læs det hele.

Reklamer

EB-lederen og JP-overskriften

december 9, 2006

Hans Engel tabte i sin tid et formandsskab til Per Stig Øller. Han vil ikke regeringen noget godt. Alligevel har hans avis skrevet denne leder , som spidder Hjernesvend og Søvngænger som patetiske fortidslevninger. Så er filmen om “det onde militær” vist placeret og vurderet, og DRs status som propagandavirksomhed er slået fast. Se også Uriasposten.

JP dummer sig igen med populistisk og fordummede overskrift. Det hedder ikke pædofili, men børnemishandling. Pædofili er en seksuel afvigelse, der kan udleves på forskellig ansvarlig vis. Børnemishandling er en forbrydelse. Når man gang på gang sætter lighedstegn mellem de 2 ting, svarer det til at kalde alle indvandrere forbrydere. Selvom frekvensen af forbrydere er større hos indvandrere, kunne ingen aviser eller offentlige meningsdannere finde på at bruge ordet forbryder i stedet for ordet indvandrer.

Ekstra Bladet får et point. Jyllandsposten indkasserer et minus.

Popularismens ytringsfrihed

december 8, 2006

Uanset hvad man mener om Holocaust og David Irwing, er det en skandale at sætte en mand 3 år i fængsel for at benægte historiske facts. Skulle det gælde alle, kunne man tage det meste af venstrefløjen med.

Ytringsfriheden er så åbenbart noget man kun kæmper for når det er opportunt. Det er helt tydeligt når det gælder Europas centrum-venstre-fløj, der i mange år har forsøgt at censurere indvandrerdebatten ihjel, men også centrum-højre har problemer.

Balder skriver om sagen. Han mener bl.a. at Jyllands-Posten under Muhammed-krisen skulle have trykt nogle Holocaust-satiriske tegninger for at markere pointen. Her går han desværre næsten lige så galt i byen som dem der fængsler Irwing. Han sælger sin integritet for at tækkes nogen, eller for at sælge en sag.

Men sagens kerne rådner, hvis kompromiserne ikke er tænkt godt nok igennem. Den indoktrinerede og intolerante pøbel er problemet. Ved at trykke Holocausttegninger i forbindelse med Muhammed-sagen, bøjer man sig for islamismen samt den intolerante pøbel, der er besat af tvangstanken om lighed i den mindste detalje. Man havde muligvis fået mere opbakning til tegningerne selv, men det havde samtidig været en fatal indrømmelse af, at man ikke selv vælger hvad og hvem man vil håne. Der måtte åbenbart betales nogle kameler, og på længere sigt ville pointen gå tabt. Carsten Justes vurdering var derfor korrekt. Der skulle ikke trykkes Holocaust-tegninger.

Centrum-højrefløjens forræderiske tavshed i Irwingsagen, består også i angsten for masserne. Man mener ikke at man kan sælge det rene princip om ytringsfrihed til tilstrækkelig mange mennesker. Irwings holdninger er for ubehagelige, og de skønnes formentlig at ville sværte ytringsfrihedens sag. Men der er en forskel. Hvor centrum-venstre skruppelløst sælger ytringsfriheden for at gavne deres egne politiske agendaer, skyldes centrum-højres tavshed om Irwing formentlig hensynet til ytringsfriheden selv. Irwings idéer om Holocaust kan næppe skade centrum-højre direkte; dertil er de for vanvittige. Men de kan skade kampen for ytringsfriheden, simpelthen fordi herr og fru Jensen ikke kan skelne mellem et gode og godets anvendelse.

Irwing-fortielsen skyldes altså at centrum-højres demokratiforkæmpere mener de befinder sig i en fase, hvor befolkningerne skal opdrages og modnes som gik de stadig i skole. Den tankegang minder om venstrefløjens, der dog kun regner befolkningerne for børnehavebørn. I længden betaler det sig næppe at behandle folk som børn, men opgaven er i princippet svær: Man skal behandle befolkninger, der muligvis er for umodne til demokrati, med respekt, mens man klarer de dagsaktuelle sager og fremmer modningen. Irwing er ikke nogen særlig god reklame for ytringsfriheden. Alligevel burde man dog tage udfordringen op og kæmpe for mandens frihed. Det er simpelthen for pinligt at lade være.